Er du klar til nytårsaften? Er din hund? [Del 1]

Du sidder lige nu og læser første del af min serie på tre blogindlæg om hvordan du kan træne din hund op til nytårsaften.

Jeg får mange henvendelser fra hundeejere, der desværre har en lydsensitiv hund. Ofte så glemmer man i løbet af året at nytårsaften er et helvede for hunden og derfor er der mange hundeejere der desværre kommer for sent i gang med at træne. Så det er nu du skal igang.

Jeg vil dog sige at hvis du har en lydsensitiv hund eller en hvalp/unghund der skal opleve nytårsaften for første gang, så ville jeg personligt anbefale dig at tage så langt ud på landet eller ud til vandet væk fra nytårslarmen. Jo mindre din hund udsættes for nytårslarm jo bedre!

Rent fysiologisk sker der mange processer når din hund bliver bange – den stressform din hund oplever er negativ. Følelsen bag er angst og det kan være så slemt at din hund rent faktisk tror den er ved at dø.

Forestil dig at være så bange for noget!

Træningen er ikke svær og uoverskuelig!

Du skal i gang med at træne lyde med din hund. Og det er faktisk ikke så svært… Hele pointen er at lydene kommer når din hund er i gang med noget den synes er fantastisk. Det kan være at hunden er i gang med at spise, søge foder, lege med yndlingsbamsen eller ja noget andet som hunden elsker.

Så kommer lyden!

Din hund stopper det den er i gang med og kigger på dig. Er der noget at være bekymret over? Nej! Du minder simpelthen bare hunden om hvad I var i gang med. Ikke noget med at ynke hunden eller på nogen måde bekræfte at den lyd er lige kom er farlig. For det er den ikke.

Og det som mange gør galt – og som jeg også selv har gjort er at gøre ovenstående i den gale rækkefølge. Lyden kommer og jeg skynder mig at smide foder på gulvet. Hunden når at blive stresset. Det sympatiske nervesystem når at slå ind og hvis din hund er meget utryg så er det slet ikke sikkert den er istand til at spise det foder du har smidt. Man kan også diskutere om du rent faktisk belønner den ubehagelige følelse?

Så i stedet skal I være i gang når lyden kommer.

Nu her når I går i gang med at træne så skal lydene være meget lave. Gradvist skal du så øge styrken af lyden. Og på sigt vil din hund forhåbentlig kunne nå til et punkt hvor den har et tåleligt forhold til lyde.

Du skal sætte ind nu og du skal fortsætte med at træne hele året. Kun på den måde kan du komme nærmere en hund der er ligeglad med lyde.

Og hvis du ikke gør noget, men bare lader stå til. Eller måske symptombehandler og doper din hund. Ja så risikerer du altså at få en hund som overføre angsten for fyrværkeri til torden og senere til regn… og senere til blæst…. Og måske en dag sidder du med en hund der er panisk angst for knitrende plastikposer.

Så kan vi diskutere hvor rart et hundeliv det så er…

Træningsplan for denne uge

1: Brug denne youtubevideo til at træne lyde med. Skru lyden helt ned(!) Du skal nærmest ikke kunne høre den selv. Ikke i dag https://www.youtube.com/watch?v=PJ4KNrOsRLU

2: Lad videoen køre på forskellige tidspunker i løbet af dagen. Når din hund hygger sig og er glad.

  • Lad videoen køre når din hund spiser. Server maden for din hund og start for videoen mens den spiser.
  • Lad videoen køre når I leger med yndlingsbamsen
  • Lad videoen køre når din hund får en lækker frossen kong
  • Husk at lydene skal starte når hunden er igang med noget sjovt
Angst for fyrværkeri

Den næste uges tid skal du ikke skrue op for videoen. Vi skal gerne komme dertil at hunden nærmest ikke registrerer at lydende er i baggrunden. Stille og roligt kan du øge lydstyrken – men gå nu ikke for hurtigt frem.

Over den næste tid skal du sætte hårdt ind på at lære din hund at fyrværkeri ikke er farligt. Og alligevel vil jeg anbefale dig at overveje hvor tæt på fyrværkeri du og din hund skal være?

Næste blogindlæg handler om næste skridt i træningen.

Novembertilbud: 3 x hundemassage. Få ro på din hund

Hvis du allerede nu ved at din hund stresser over nytårslarm så kan hundemassage faktisk bidrage positivt til at få ro på. Måske er der andre årsager end lydene til at din hund stresser og det vil vi kunne sætte ind mod.

Derfor kan du i resten af november benytte dig af mit tilbud som består af tre gange hundemassage med korte intervaller, hvor vi de sidste to gange har svage nytårslyde igang under massagen. Jeg viser dig ligeledes nogle lette greb du kan benytte dig af for at få ro på din hund.

Novembertilbud:
3 x hundemassage: 1000kr

Der er et begrænset antal tider til dette tilbud, så vent ikke for længe med at tilmelde dig det.
Jeg ringer dig op når du har sendt mig en mail og så planlægger vi alle tre konsultationer.

Vil du benytte dig af Novembertilbuddet?

Bestil en tid til din lydsensitive hund