Træningen fortsætter og nytårsaften kommer tættere på…

Hermed er vi nået til tredje og sidste del af min lille føljetøn hvor du kan træne din hund til at blive klar til nytårsaften.

Du finder de to andre indlæg her:
Del 1
Del 2

Jeg håber at du har brugt begge videoer jeg har linket til i mange forskellige situationer og at du stille og roligt ser at din hund reagerer mindre og mindre på larmen.

Som jeg nævnte i sidste indlæg har jeg lige pt flere massageforløb i gang, hvor jeg har svag nytårslarm til at afspille under behandlingen. Jeg er meget positiv over den respons jeg oplever fra hundene og får dejlige tilbagemeldinger fra ejerne. Hvis du er interesseret i et forløb på tre gange massage inkl. kraniosakral terapi til din hund inden nytårsaften så ring endelig til mig. Vi kan godt nå det.

På min træningsplads har jeg en øvelse, som jeg kalder ”hund i ro”. Det er en øvelse som du kan bruge til din hund hvis den er stresset. Øvelsen er meget simpel, du skal nemlig bare ae din hund. Udfordringen er at du skal ae din hund meget, meget langsomt. Og din hånd skal ikke være helt let; der skal være en smule tyngde på.

Det er vigtigt at du stryger langsomt med en fast hånd, da det modsatte faktisk højner stressen i din hund og det er absolut ikke det vi er interesseret i.

Denne øvelse kan du bruge i mange situationer. Det kan være der bliver skudt fyrværkeri af og din hund bliver utryg, så vær ved den og ”tag den i ro”. Det kan være I har leget vildt med yndlingsbamsen og hunden har brug for hjælp til at falde til ro. Måske kommer der gæster og det stresser din hund. Eller I skal til dyrlæge… eller… Ja som sagt i alle situationer hvor din hund skal beroliges.

Hund elsker sne

Vi skal videre med træningen.

Indtil videre har du trænet derhjemme med videoerne. Du har sat lydene i gang mens din hund har været i gang med noget godt. Og hvis hunden har reageret så har du mindet hunden om hvad den var i gang med og flyttet fokus tilbage dertil. Du har vist hunden at du har styr på situationen og at den ikke behøver stresse op, men kan fortsætte med legen, maden, kødbenet eller lignende.

Du har startet med lydende helt lavt og nu er du stille og roligt ved at komme op på et højere lydniveau.

Det er mega godt!!

I denne uge begynder du også at bruge denne video: https://www.youtube.com/watch?v=bdhqzEAc80E

Den er 8 timer lang, så du kan nemt hoppe rundt i den og benytte dig af de forskellige lyde der er i den.

Du starter den helt lavt og du må gerne bruge de to andre videoer også.

Ganske som i de to andre indlæg så bruger du videoen når hunden er i gang med noget godt eller sjovt.

Men i denne uge udvider du…

Du tager lydene med på tur.

De fleste af os har en telefon der kan afspille videoer fra youtube og derfor kan du uden problemer have en af de tre videoer jeg har linket til i indlæggene til at køre i lommen når I går tur. Du skal ikke starte videoen inden I er nået i skoven, på stranden, i parken eller hvor hundens favoritsted nu er. Og igen skal du ikke have lyden skruet ret højt op.

På jeres gåtur kan jeg varmt anbefale at du kobler nogle hyggelige træningsøvelser på. Det kan være små søg med foder eller godbidder. Det kan være balance øvelser ala dogparkour. Kun din fantasi sætter grænser.

Jeg ønsker jer en rigtig god træning 🙂

Dette er det sidste blogindlæg der handler om at træne frem mod nytårsaften. Jeg håber at du har fundet de tre indlæg brugbare. Og jeg håber at du vil fortsætte med træningen i løbet af 2017 så din hund bliver mere ligeglad og mindre stresset i forhold til fyrværkerilyde.

Det næste blogindlæg handler om de traditioner jeg har med mine hunde og hvordan jeg sikrer at de får en god nytårsaften. Her vil jeg også skrive lidt om beroligende midler, men det er klart at din dyrlæge skal indover hvis din hund skal have noget.

Skal din hund til hundemassage med lyd på?

Bestil en tid til din lydsensitive hund